Med tiden vil de fleste mobilbatterier miste noget af pusten, og det kan være voldsomt frustrerende konstant at løbe tør for strøm. Du kan selvfølgelig få batteriet skiftet, men det kan hurtigt blive en dyr fornøjelse, hvis det sker relativt ofte.

Der er dog flere ting, du selv kan gøre, hvis du vil have dit mobilbatteri til at holde i længere tid. Vi har her samlet 6 gode råd til, hvordan du forlænger levetiden på dit mobilbatteri.

batteri levertid

Sørg for at lukke apps og funktioner

Den letteste måde, du kan spare batteri på din mobil, er, hvis du husker at lukke apps og programmer ned og slukke for funktioner, når du er færdig med at bruge dem.

Nogle apps og funktioner sluger mere strøm end andre, og det gælder særligt:

  • GPS-apps
  • Baggrunds-apps
  • Bluetooth-funktion
  • WiFi-funktion

Individuelt er de måske ikke de største røvere af batterilevetiden, men tilsammen kan de dræne mere batteri, end du tror, i løbet af en hel dag.

Husk at opdatere din smartphone

Har du en smartphone, kan det hjælpe på dit batteris levetid, hvis du husker at holde dine apps og dit styresystem opdateret. Når mobilen er helt up to date, kan den bedre begrænse strømforbruget, så batteriet kan holde i længere tid ad gangen.

Når der kommer nye opdateringer, så sluger det meget strøm at opdatere mobilen. Derfor kan du med fordel vente med at opdatere din telefon, indtil du er hjemme, og den kan sidde i oplader, mens den opdaterer.

Batteriet må hverken få det for varmt eller koldt

Når du har scrollet i lang tid, kan du opleve, at mobilen bliver varm. Det er ikke godt for batteriets levetid, hvis det bliver for varmt eller koldt, og begge dele kan påvirke batteriets kapacitet negativt.

Det er ikke kun ved brug, at telefonen ikke må blive for varm. Du bør ikke lade din mobil ligge i direkte sollys, under den varme pude eller i covers, når du lader mobilbatteriet op.

Kulde har også en negativ effekt på dit batteris levetid, og derfor bør den blive i lommen på de kolde vinterdage. Hvis du har været udenfor og mobilen er kold, bør du vente, indtil den har nået stuetemperatur, før du sætter den i opladeren.

Oplad dit batteri korrekt

Der er to ting, du skal være opmærksom på, kan have indflydelse på dit batteris levetid, når det kommer til selve opladningen. Dit batteri er mere avanceret, end du sikkert tror, og derfor bør du:

  • Bruge den rigtige strømforsyning
  • Lade mobilen op løbende

Batteriet har ikke godt af, hvis du anvender en anden strømforsyning, end den der fulgte med din mobil. Husk at holde styr på ledningerne, så du kun har dem, der er lavet til at lade din mobil op med.

Nyere mobiler på markedet har et batteri, der er beskyttet mod overopladning, men hvis strømforsyningen lader din mobil hurtigere op, end den er lavet til, så slider det mere på batteriet.

Det er bedst for dit batteri, hvis det ikke aflades og oplades helt hver gang. Derfor bør du i stedet lade din mobil op løbende og ikke vente, indtil det er fladt.

Måske kan det synes en smule besværligt, at batteriet ikke skal lades fuldt op, inden du går ud af døren, men på sigt vil det hjælpe din mobil med at holde batteri.

Batterier holder ikke evigt

Smartphones er ofte udstyret med litiumbatterier, og den slags batterier er ikke skabt til at holde evigt. Med tiden vil batteriet miste sin kapacitet, og det vil derfor ikke kunne lade helt op og holde godt på strømmen.

En tommelfingerregel er, at batteriet i din smartphone mister cirka 10% kapacitet hvert år alt afhængigt af din brug. Du kan tjekke dit batteris kapacitet på mobilen eller ved at downloade en app. På den måde kan du holde styr på slitagen løbende.

Få gjort noget ved det, når problemerne viser sig

Er din mobil først begyndt at løbe hurtigt tør for batteri, så er der desværre ikke noget, du kan gøre for at genskabe effekten af et nyt batteri. Der skal derfor et helt nyt batteri til, hvis du går og bliver irriteret over det i hverdagen.

Batterier vil med tiden blive slidt og holde dårligere og dårligere strøm. Det er dog dårligt for miljøet, hvis du konstant skifter batteri, fordi du ikke tager de tiltag, der hjælper det med at holde længere. Derfor bør du passe på dit batteri, indtil det naturligt mister sin effekt og skal udskiftes.