Når foråret står for døren, vil de fleste ud i haven og nørkle, så den kan tage sig godt ud til sommerens hyggelige stunder. Det klares lettest med nogle af de smarte eldrevne haveredskaber på markedet, der gør det nemmere og hurtigere at klare opgaverne.

Der er dog risiko for uheld, hvis du ikke tænker dig om, når du bruger dine elektriske haveredskaber. Derfor har vi her samlet et overblik over, hvordan du undgår el ulykker i haven, så du kommer sikkert gennem havearbejdet.

have

Eldrevne haveredskaber er en praktisk løsning

Der er mange gode grunde til, at vi bruger de elektriske haveredskaber, når haven skal ordnes. For det første sparer den elektriske hækkeklipper, græstrimmer og ukrudtsbrænder dig umådeligt megen tid, som du ellers skulle bruge på at udføre arbejdet manuelt. I en travl hverdag kan det synes urealistisk at skulle klippe hækken eller slå græsset med håndkraft.

Samtidigt sparer du med de eldrevne haveredskaber en masse kræfter, der kan bruges på andre opgaver. Det kan være hårdt og tungt at klippe hækken med en almindelig hækkesaks eller slå græsset med en skubbegræsslåmaskine.

Eldrevne haveapparater er praktiske, men de kan være farlige, hvis du ikke håndterer dem korrekt. Derfor bør du altid sikre dig, at du har læst manualen og helt tjek på, hvordan du bruger redskabet, før du tager det i brug.

Udendørs stikkontakter er smarte

Når du skal bruge dine eldrevne haveredskaber udenfor, så er det besværligt at skulle trække ledningen indefra huset og ud til det sted, hvor du arbejder. En ledning, der gentagne gange trækkes igennem et vindue eller en dør, kan risikere at få skader, hvis de bliver klemt.

Derfor bør du overveje, om du skal have etableret en stikkontakt udenfor, der vil lette besværet. Du må ikke selv installere en stikkontakt, men en autoriseret elinstallatørvirksomhed kan nemt klare den opgave for dig.

Anvend de rigtige ledninger

Det er vigtigt, at de ledninger, du bruger udenfor, er skabt til det. Hvis du bruger ledninger til indendørsbrug, kan du risikere, at de får skader hurtigt og i værste fald kan skabe farlige situationer, når du arbejder med dine eldrevne haveredskaber.

Udendørs ledninger er mere hårdføre og lavet, så de kan modstå vind og vejr, men derfor koster de også mere end den billige forlængerledning i supermarkedet eller byggemarkedet.

Jo færre forlængerledninger, jo bedre

Når du skal trække en ledning helt ned til bunden af haven, så bør du undgå at bruge for mange forlængerledninger. Det kan være fristende at koble flere forlængerledninger sammen, men det er bedre, hvis du køber én rigtig lang forlængerledning, der kan tåle at bruges udenfor.

Er du nødsaget til at bruge flere forlængerledninger, kan du dække overgangen med en elkappe, der beskytter mod fugt og vand.

En kabeltromle kan gøre det lettere at opbevare og anvende forlængerledningen, hvis den bliver meget lang.

Pas nu på ledningerne

Det sker oftere, end man skulle tro, at ledningen ryger, mens du klipper hæk og er dybt koncentreret. Konsekvensen af en overklippet ledning er oftest, at fejlstrømafbryderen slår til, eller at sikringen springer, så du skal ordne det midt i havearbejdet.

Husk ikke at røre ved den afskårne ende af ledningen, for er fejlstrømafbryderen ikke slået fra, kan den give stød.

Har du gentagne gange skåret ledningen til hækkeklipperen over, kan det være meget frustrerende. Du kan med fordel overveje, om det var smartere med et af de batteridrevne haveredskaber, der kommer flere og flere af på markedet. Med de batteridrevne haveredskaber skal du ikke tænke på ledninger, og du får en bedre bevægelsesfrihed, når du arbejder.

Husk at teste din fejlstrømafbryder

Fordi fejlstrømafbryderen, også kaldet en RCD, beskytter dig mod stød, hvis der skulle ske skader på ledningen under havearbejdet, så skal du have styr på, at den fungerer optimalt.

Du finder en testknap på din RCD, og du skal gerne teste systemet et par gange årligt. Når du trykker på knappen, skal strømmen slås fra, så du ved, at du er beskyttet mod stød, hvis uheldet skulle være ude.

Oplever du problemer med din fejlstrømsafbryder, bør du hurtigst muligt tage kontakt til en autoriseret elinstallatør, der kan ordne det for dig.